Rejsedagbog

TUREN!

7 uger gået, 7 uger tilbage

Så nåede jeg midtermarkeringen og har nu været i kamp i syv uger. Selve min praktikperiode er sat til at slutte den fredag d. 8. maj, hvor jeg forventer at færdigmelde min hovedopgave og derefter flyve til Los Angeles til tre ugers ferie. Derfor er der ti uger til jeg kan forventes i Danmark igen.

De første 7 uger er gået foruroligende stærkt og jeg kan nu fornemme, at jeg bestemt ikke skal ligge på den lade side, hvis jeg skal have skrevet en god hovedopgave.
Jeg ser dog frem til processen med spænding og glæde, for jeg tror det kommer til at lære mig en masse og åbne mit perspektiv for mange spændende sider af branchen.
Fredag fik jeg en forsmag på hvad firmaet forventer eller kan få ud af selve opgaven, i det at der til salgsmødet igen var stor fokus på brugen, eller manglen på samme, af internettet som kommuniktaionsmedie.
Min hjemmeside havde i februar flere besøg end de to største mærker i forretningens sider havde tilsammen. Dette nævnte jeg ikke på mødet, men det bekræftede mine observationer.

Jeg forsøgte hele dagen at lære firmaets nye hjemmesideprogram at kende, hvilket gik ok. Dog er der meget i det, som jeg ikke ar prøvet før. Men så lærer jeg jo bare noget nyt.

Fredag aften gik Clay, Sarah og jeg på Australsk bøfhus og hyggede os rigtig godt. Resten af aftenen blev brugt på sofaen, med en fantastisk dokumentarfilm om Audis forberedelser og kampe optil og under Le Mans 2008. Det var en fed fornemmelse, at se Tom K blive hyldet som en helt af amerikansk fjernsyn. Det er absolut ikke kun i Danmark hans bedrifter anses som unikke og historiske - fedt! Se mere på www.truthin24.com

Og tillykke til Tom K og Audi med sejren på Sebring 2009! Som den eneste kører nogensinde har Tom K nu været med til at vinde 12 Hours at Sebring 5 gange og kan med rette skrive Mr. Sebring på visitkortet. Tillykke Tom!

Alting er lidt mere besværligt at ordne herovre

Den 18. marts 2009 kl. 12 er deadline for aflevering af problemformuleringen til hovedopgaven, så for at den kunne afleveres til tiden skulle den være færdig i dag.
Det blev den og emnet bliver udarbejdelse af en komplet markedsføringsstrategi for Ron Bouchards Autostores.

Hele min dag gik med at få styr på den og så fik jeg langt om længe tastselvkoden til skat!
Da jeg fik åbnet skattemappen, viste det sig at der var masser af fradrag der skulle rettes til. Specielt kørselsfradrag.
Her viste tidsforskellen sig at være irriterende igen, da jeg så ikke lige kunne ringe til diverse folk og få råd og svar på forskellige spørgsmål.
Jeg har nu siddet og kæmpet med det hele aftenen, så hvor jeg andre dage ville have fundet et større emne at skrive om, er der i dag ikke energi til at skrive mere.
Forhåbentligt kommer der styr på det hele i morgen, så får I lidt mere interessant læsning!

I morgen skal jeg også til møde med American Honda om nogle markedsføringstiltag på eftermarkedet, så mon ikke det bliver spændende.

Det er stadig bare praktik...

I dag var det meget tydeligt at jeg stadig er i praktik.
Jim kom meget stresset ind på kontoret her til morgen og virkede ikke til at have tid til andet end brandslukning. Så jeg besluttede mig for at køre hjem til frokost, for at forberede problemformuleringen til hovedopaven.
Grunden til at jeg kørte hjem, var at der simpelthen var for meget støj og trafik på kontoret i dag, så der var ingen chance for at kunne koncentrere sig.
Hjemme åndede alt heldigvis fred og idyl, så jeg kunne fordybe mig i struktureringen af opgaven.
Sarah - husets datter - er hjemme i denne uge, da hun er på "spring break" fra college. Men hun stod ikke op før klokken 16, så jeg blev ikke forstyrret.
Det eneste negative var, at jeg godt kunne have brugt lidt sparring - ikke om emnet - men om struktureringen af problemformuleringen. Men sådan må det nok være, når man sidder alene 4000-5000 km fra ligesindede.

Jeg brugte det resten af dagen på dette og da der ikke er sket noget som helst andet, har det været en ret død dag.

I morgen gør jeg problemformuleringen færdig og så må vi se hvad dagen ellers bringer.'
Onsdag skal jeg sandsynligvis med til et møde ved Honda North America, men mere om det en anden dag.

En weekend for sportstosser

Lørdag stod i basketballstjernernes tegn. Jeg var som sagt blevet inviteret til brunch med Boston Celtics.
Det var en meget underlig følelse, at være heldig nok til at deltage i noget jeg ikke selv kunne se det vilde i. Objektivt set kunne jeg selvfølgeligt godt, men på det personlige niveau var det svært.
Nu skal det ikke lyde som om jeg blev tvunget til det, men jeg interesserer mig jo ikke voldsom for basketball og spillerne vi skulle møde, kunne for mig være hvem som helst.
Nå men jeg kørte afsted hjemmefra lørdag morgen ved halv 10 tiden og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle forvente.
Stedet hvor jeg skulle mødes med Jim og hans søn, viste sig at være et gigantiskfitnesscenter kaldet BSC - Boston Sports Center - hvor der var ALT inden for facilliteter til fysisk træning. Alt fra løbebånd til svømmehal.
Vi startede med en rigtig lækker brunch, med alt hvad hjertet og ganen kunne begære af amerikanske morgenmadslækkerier. Jim, hans søn John og jeg hyggede os og snakken gik rigtig godt. De er begge KÆMPE fans af Boston Celtics og var tilskuere til den sidste kamp sidste år, hvor holdet vandt NBA-slutspillet og retten til at kalde sig World Champions 2008!
Da vi havde spist, kom et par tv-kommentatorer og fortalte om deres arbejde og deres forventninger til resten af sæsonen. Det var meget sjovt, da de var særdeles underholdende at høre på. Det hele var ægte amerikansk, med stor ros til alle der havde haft den mindste finger med i spillet.
Efter dette skulle vi se spillerne træne. Dette foregik i holdets egen afdeling af centeret. Her havde de en "Hall of Fame", presserum, alverdens træningsmaskiner og ikke mindst, en hal med full size bane og tribuner! Denne svarede til mange danske sportshaller, men blev KUN brugt dette hold og ingen andre, så der var selvfølgeligt pyntet med holdets farver og meritter.
Der blev trænet i omkring 35-45 minutter og det var da meget svært ikke at være imponeret over, disse kæmpe menneskers evne til at dunke! Jeg fik i hvert fald vækket en mild interesse for spillet, så jeg nu virkelig håber på at komme ind og se en kamp!
Efter træningen var der autografskriving hvor jeg fik lidt lir til souvenirsmalingen. Mest glad er jeg dog for billedet af cheerleaderne og autograferne fra Rebecca og Alex😎.
Da det hele var slut kørte jeg hjem og slappede af, før jeg om aftenen skulle ud og spise med familien.

Søndag er gået med at sove længe - jeg var stadig træt efter ugens hårde program. Da jeg endelig kom op, nød jeg avisen og morgenkaffen. Solen skinnede og temperaturen sneg sig igen over 15 grader!
Suzie ville gerne have mig til at samle nogle stigereoler hun havde købt. De var mere simple en Dubloklodser, men alligevel en stor udfordring for den meget lidt tekniske familie. Så jeg samlede dem på omkring en halv time og brugte så resten af dagen på at få sat skype op til at kunne bruges til almindelige telefoner. Hurra, for så kunne jeg endeligt ringe hjem!

Den kommende uge står i problemformuleringens tegn, så jeg tager måske et par hjemmearbejdsdage, for ikke at blive forstyrret af "udenomsstøj".
Jeg håber alle har haft en dejlig weekend og ønsker vestkystdrengene en uforglemmelig roadtrip i de næste par uger - nyd det drenge!

Fredag den 13. igen - men heldigvis ikke for mig

Jeg skal lige love for det blev en presset fredag!
Alt fra hårdt arbejde, fyringer og belønning fløj gennem luften.

Fredagen startede igen med salgsmanagermøde. Samtlige managere fik skideballe for ikke at forfølge de åbenlyse chancer de får serveret.
Min fornemmelse af at de mangler motivation, bliver tydeligere og tydeligere. F.eks. var Mike - som jeg var på auktion med i sidste uge - blevet væk, fordi han skulle have håndværkere på besøg. Det kostede en advarsel og hvis han bliver væk igen bliver han fyret!
Marlins meget kontante og hårde måde at lede på, kan tiltider se ud til, at skræmme folkene fra at sprudle. Alt i alt tro jeg det er ét af de områder - motivation - der kan vindes meget på.
Efter mødet knoklede jeg hårdt resten af dagen med analyser af indtjening på de solgte biler, samt på en analyse af hvor meget arbejde der bliver solgt på værkstedet. MEGET arbejde, men lærerigt og spændende!
Jim havde travlt og virkede presset. Det vidste sig, at være på grund af at han skulle fyre en af servicemanagerne i Auburn.
Han havde stjålet af kassen gennem længere tid, hvilket jo altid bør koste et spark bagi. Problemet var at det var en mand der havde været i firmaet i 16 år! Samtidigt var Jim og ham vokset op sammen, så det var en rigtig hård én at sluge for ham.
Som plaster på såret, fik Jim dog mulighed for at komme til "meet and greet" brunch med Boston Celtics i morgen.
Der er tale om de forsvarende NBA mestre i baskettball og Jim er kæmpe fan af dem, så det glædede ham.
Jeg er blevet inviteret med, så det skal nok blive spændende!
For at sætte det lidt i perpektiv, vil det svare til at en fodboldfan i Europa kom til at møde de forsvarende champions league-mestre, så det er virkeligt stort for dem herovre! Men for mig er det nok mere en chance for at lære spillet at kende.
Firmaet var blevet tildelt billeterne fordi Kia er sponsor og vi havde klaret det godt som Kia-forhandler.

Nu vil jeg slutte og gå i seng - god weekend!

Det danske skolesystem er ikke ubetinget det bedste

Mit indlæg blev tilsyneladende ikke gemt - så derfor en ny version af det.

Dagen startede med det sædvanlige torsdags morgenmøde. Mit indre ur kører dog stadig på vintertid, så jeg kom en time senere end beregnet.

Efter dagens almindelige arbejde, skulle Jim og jeg til møde i et "advisory board på et nærliggende college. Dette advisory board, svarer til den branchegruppe for biløkonomuddannelsen som jeg har været med i hjemme.
Det var derfor en rigtig god chance for mig, til at se hvilke forskelle der er mellem det danske og det amerikanske uddannelsessystem.
Skolen hedder MASSBAY Community College og er specifikt rettet mod bilbranchen. Dog ikke som biløkonomuddannelsen, men med fokus på den tekniske del af branchen. Ron Bouchards Autostores får flere af sine lærlinge og mekanikere herfra og derfor har Jim engageret sig i skolens arbejde.
Skolen tilbyder forskellige niveauer af uddannelse, med fokus på efteruddannelse i samarbejde med flere mærker og fabrikker, samt fuld uddannelse af mekanikere - kaldet en Associates Degree of Science.
Denne grad af uddannelse svare stort set, på det tekniske niveau, til den mekanikeruddannelse jeg har taget i Danmark.
Selve samarbejdet med de forskellige mærker betyder, at lærlingene bliver uddannet i et bestemt mærke. Man samarbejder med Chrysler, Toyota (inkl. Lexus og Scion) og BMW.
Firmaer stiller alt fra service manualer og værktøj til hele biler tilrådighed. Dette samarbejder sikrer, at eleverne lærer alt fra de grundlæggende funktioner til de mest avancerede og moderne systemer at kende. F. eks. havde BMW stillet en prototype af 2010 Z4 modellen til rådighed! Denne måtte jeg desværre ikke tage billeder af...

Denne store forskel  de danske skoler og danske importørers samarbejde, betyder for mig at se, at de mekanikere der uddannes hér, har en mere kompleks og relevant viden med ud i firmaerne.

Det var rigtig spændende at se og jeg fik også udvekslet visitkort med skolelederen, så netværket blev også dyrket.

1/3 af opholdet er overstået

Tiden flyver afsted for mig og sikkert også for jer der læser med, uanset hvor i verden det er.
De første 40 dage er gået og om 10 dage er jeg halvvejs i praktikken!
Selve dagen blev ikke markeret på nogen måde, hvilket jeg finder stærkt utilfredsstillende. Nogen burde have bagt mig en kage.
Jeg har brugt dagen på at skrive specialeopgave og tænke meget over hovedopgaven. Derfor påtog jeg mig ikke yderligere opgaver og havde en lidt halvtung dag på kontoret.
Det slog mig da jeg kørte hjem, at jeg måske har lidt for mange "kontordage". Jeg ser på det på to måder: For det første er det sikkert super sundt, at jeg prøver konkret at arbejde i en udenlandsk virksomhed og tale engelsk så meget som jeg gør.
For det andet, er jeg lidt bange for ikke at få det optimale ud af opholdet, hvis jeg får lukket mig selv inde på kontoret for ofte. Så jeg vil tænke meget over det rigtige miks af opgaver, så jeg får en ligeså god slutning på opholdet, som starten var.
Jeg skal til det ugentlige morgenmøde i Auburn i morgen, så det bliver ikke noget med at være længe oppe i dag.
Udover det skal Jim og jeg til møde på et college. Et "advisory board meeting".
Han har også inviteret mig på en vandretur i næste weekend, sammen med hans bror. Det håber jeg bliver til noget, så jeg kan komme ud og se noget af den flotte natur!

Det har været en lidt begivenhedsløs dag, så jeg slutter nu og går til køjs.

Hvordan kan man skabe eller fastholde motivationen?

Velkommen til New England, hvis du synes vejret er dårligt, så bare rolig, det skifter hvert 5 minut!
I morges var det skyfrit og tænderklaprende koldt igen! -7 grader alt var dybfrosent. Til frokost var det så 14 grader varmere og da jeg kørte hjem fra arbejde var det blevet overskyet og "dansk" vejr.
Selvom det måske er ufedt vejr indimellem, er det bare rart at se det skifter!

Nå, men efter aftenens vejrudsigt, kan jeg fortælle at arbejdsdagen bød på en masse interessante nyheder og samtaler.
Jim og jeg skulle gennemgå resultaterne fra min nyligt gennemførte arbejdskortskontrol. Vi kunne begynde at se at det samlede resultat er blevet bedre og at det hjælper at måle, evaluere og forbedre på de områder der skaber værdi i firmaet. Og det er rart at se mit arbejde er nyttigt, på trods af sprogbarrieren.
Jeg fik også nyheden om at der var blevet ryddet gevaldigt ud i sælgerstaben. Ud af 6 sælgere i brugtvognsafdelingen, var én blevet fyret og én havde sagt op. Desværre var ham der sagde op Walther, som hjalp mig en del i starten.
Begge dele ser jeg som et symptom på manglende motivation hos sælgerstaben, som resultat af manglende coaching fra salgsledelsens side.
Jim og jeg talte meget om hvordan vi kan få værkførerne til at performe bedre og også hér tror jeg, at svaret er mere coaching.
For mig at se stiller virksomheden rigtigt mange af de rigtige værktøjer til rådighed for de ansatte, men der mangler umiddelbart den rigtige træning i at bruge dem. Eller måske ikke den rigtige, men så en kontinuerlig træning.
Det er i mine øjne utroligt vigtigt hele tiden at sikre sig motiverede medarbejdere. Der i ligger også et ansvar for at finde ud af hvad der motiverer medarbejderne.
Op til et punkt vil penge være en brugbar faktor, men i dette tilfælde lader det ikke til at være nok.
Medarbejderne har meget store muligheder for at tjene store penge, men mange af dem er ikke drevet af disse muligheder.
Derfor tror jeg at den "danske model", med at tilbyde mere personligt tilrettede beløningsmetoder, vil være brugbar.
Dog vil det rigtige sted at starte være, at spørge medarbejderne hvorfor de ikke performer bedre...
Så fremover vil jeg forsøge at finde ud af dette og forsøge at opstille en løsning på problemet.

Alt har en pris

Dagen i dag var "endnu en i rækken". Jeg arbejde bagdelen ud af bukserne og kunne så gå lidt tidligere hjem. Jeg trængte til det efter den hårde weekend.
Mærkeligt nok væltede det ned med sne i morges og forsatte faktisk hele dagen... Det var en stor kontrast til 17 graders varme i går!

Jeg fik igen lidt omtale hjemme, i det at Motormagasinet valgte at "trykke" store dele af min pressemeddelelse. Jeg er specielt glad for at de valgte at tage min opfordring til branchen med, om at ansætte flere biløkonomer.

De sidste par uger har jeg læst i en salgstræningsbog skrevet af en verdenskendt salgscoach Joe Verde. Han har en interessant teori om, at man skal holde sig fra at tale om prisen, til man har givet kunden ejerskabsfølelse over produktet man vil sælge.
Dette bør man gøre for at sikre at kunden ser den sande værdi af produktet eller ydelsen, fremfor at skulle forholde sig til en ufunderet, mere eller mindre tilfældig pris. Så længe man ikke ser den sande værdi - den sande værdi værende større personlig følelse af udbytte end prisskiltet umiddelbart antyder, vil man rent psykologisk ikke være klar til at betale for produktet eller ydelsen.
At sidde så langt væk hjemmefra, med varierende grader af kontakt hjem til, gør at man kommer til at tænke over den pris man betaler for dette praktikophold. Er værdien større end den pris man må betale?
Samtidig gælder det ikke kun praktikopholdet, men også værdien af de andre ting man opnår ved at stræbe efter en stor, proffesionel forretningskarriere.
I et af mine tidligere indlæg skriver jeg om min personlige følelse af succes. Jeg føler at det er en succes for mig at være her og jeg kan se, at jeg ved at fortælle omverdenen om det, kan øge mine chancer for i fremtiden, at fastholde denne personlige følelse af succes.
En af de priser jeg betaler for at satse på denne succes er, at jeg risikerer at nogen vil "få ondt i janteloven" over det jeg opnår eller i værste fald, fryde sig over de ting jeg ikke opnår. Denne pris kan være, at jeg risikerer at frastøde nogle mennesker i min omgangskreds.
Jeg håber dog, at disse mennesker vil forstå, at jeg på ingen måder vil forsøge at opnå personlig succes ved at træde på andre. Jeg har blot besluttet at jeg modsat jantelovens syvende "bud", ved at jeg dur til noget og vil bevise det. Jeg vil samtidigt også have lov til at bevise at jeg er bedre end gennemsnittet. Jantelovens fjerde bud siger: "Du skal ikke tro at du er bedre end os", det er denne "os" mentalitet jeg vil væk fra. Hvis jeg er bedre end nogen ved jeg det og hvorfor skulle jeg så ikke vise det til verden, for at øge mine odds?
Joe Verde skriver om hans tidlige salgskarriere, hvor alle de middelmådige og i grunden halvdårlige (ikke halvgode) sælgere på hans arbejdsplads, stimler sammen i klagegrupper, så snart der ikke er interessante kundeemner i syne. Denne gruppe og grupper som dén, repræsenterer "os" i Jantelovens bud. De er gennemsnittet og vil aldrig opnå andet end mavesår og en følelse af utilfredshed i alt hvad de gør.
Jeg er ikke interesseret i at være en del af gennemsnittet og det må jeg betale en pris for.
Prisen for at fortage de valg jeg gør, vil derfor være at jeg ikke kan blive en del af disse "os" grupper, hvilket egentligt bare tilfører "produktet" mere værdi for mig. 
Jeg er ikke klar over hvad prisen helt præcist er, men jeg ved, at hvis udbyttet er en fastholdelse af den, for mig, værdifulde følelse af succes, så er jeg parat til at betale en hvilken som helst pris.
Udlandsopholdet og de beslutninger jeg tager, har vist en sand værdi for mig og dette har gjort prisen underordnet.
Således er Joe Verdes teori om du skal holde dig fra prisen, til den sande værdi er opbygget bevist.
Hvis du forsøger dette i dit næste salg, vil du med garanti opleve at det bliver nemmere at lukke handlen.

Endelig er jeg online igen!

Internetforbindelsen hos familien Knight har været nede siden torsdag, så jeg har desværre ikke kunnet opdatere dagbog og billeder.

Tilmed har det været 4 super travle dage!

Torsdag var "store møde-dag" i Acura-afdelingen, med møder fra klokken 6.15 om morgenen til klokken 14.30.
Alt fra den øjeblikkelige situation for værksted og salgsafdeling til samtlige udgifter og et nyt prisværktøj til brugte biler blev diskuteret, vendt og drejtet.
Jeg kom med en masse brugbare idéer og løsninger, som på lidt længere sigt, kan udvikle sig til lavere omkostninger og øget indtjening. Alt i alt en hård, men god dag.

Fredag stod på "indkøbstur". Mike Ballos - Pre-owned manager, med ansvar for indkøb, engrossalg og mix af brugtvognslageret, skulle på den ugentlige bilauktion i Framingham, Massachusetts og jeg skulle med.
Vi skulle forsøge at få afsat 11 biler, som enten var uønskede til detailsalg eller havde været på lager i mere end 60 dage.
De 10 af bilerne var blevet transporteret derud i forvejen, så vi kørte derud i den sidste. Selve auktionsstedet hedder Adesa Boston og ligger i en tidligere GM bilfabrik midt mellem Fitcburg og Boston.
Da vi ankom kunne jeg næsten ikke tro mine egne øjne. Jeg har ALDRIG set så mange biler samlet på et sted uden at det var en bilfabrik! Det viser sig så, at det er en af de mindre (!) auktioner i New England... Der ligger en meget større i Conneticut, hvor det er meget bedre at købe, så der tager jeg med ned en anden gang.
Den hastighed de sælger bilerne med på sådan en auktion er nærmest hypnotiserende. Jeg har aldrig oplevet noget lignende og skulle lige vende mig til det - Jeg var lige ved at lære reglerne at kende på den hårde måde, da jeg umiddelbart kom til at byde 25.000 $ på en Ford, fordi jeg stod og pegede på et lyspanel bag auktionarius og spurgte Mike hvad de forskellige lys betød. Efter et venligt, men bestemt råd fra Mike, fik jeg hurtigt begravet mine hænder i lommerne og Forden blev heldigvis budt op i over 30.000 $ - det er banken nok glad for.
Vi gik hurtigt gennem de 10-15 auktionsbaner  for at se om der var noget Mike ville købe, han fandt et par baner vi skulle vende tilbage til. Det skal lige siges at der cirka blev solgt en bil hvert 30. sekund i hver bane, hele formiddagen!
Da "vores" biler kom ind en efter en, skulle vi opholde os lige ved siden af auktionarius for at sige om vi ville sælge til de endelige bud. Det gik rimeligt godt og alt i alt kom vi derfra med et plus.
Priserner var på de gode biler meget høje, men det resulterede så også i, at vi kun fik købt én bil med hjem. Mike havde håbet på 8-10, men det var ikke muligt at finde noget til en god pris.
Da vi skulle til at gøre klar til at køre tilbage, mødte vi alle "krejlerne" fra Fitchburg. Det var 3 brugtvognsforhandlere fra lokalområdet, som virkelig levede op til alle røverhistorierne og fordommene om brugtvognskrejlere! De testede mig lige med et par kvikke bemærkninger og jeg blev heldigvis "godkendt", så vi tog allesammen på kinarestaurant og spistefrokost. Det var sjovt lige at skulle tage en anden kasket på end jeg plejer, for så kunne disse herlige og glade mennesker også lære mig et par gode ting om branchen.
Om aftenen var Marlin og Suzies yngste datter Sarah kommet hjem fra college, så vi tog alle sammen ud og spiste.
Vi tog på et virkeligt festligt sted - Texas Roadhouse - Der var nærmest dømt feststemning med countrymusik, linedance og fælles "Yiii haaa" til alle der havde fødselsdag. Desuden havde de RIGTIGE bøffer - kæmpe store, saftige og møre. Jeg blev så mæt at jeg næsten måtte bæres ud.
Efter middagen tog Sarah Clay og jeg med i biografen - hun ville have os til at se Watchmen, som så også viste sig at være en virkelig god film.
Det var alt i alt bare rigtig dejligt med en rigtig festlig og hyggelig aften, samt med bekræftelsen på at hele familien er glade for min tilstedeværelse.

Lørdag sov jeg længe og gik så i gang med at samle en fitnessmaskine som Marlin og Clay havde købt.
Den var ankommet i en stor papkasse og skulle blot samles som et IKEA-møbel.
Dette faktum havde alligevel bekymret Suzie, da det åbenbart ikke er godt at sætte hverken Marlin eller Clay til at samle sådan noget! For mig var det dog lige ud af landevejen og før Marlin nåede at tilbyde sin hjælp, var jeg halvt færdig. Jeg satte ham derefter til at spænde alle bolte og møtrikker i den rækkefølge jeg foreskrev. Det gik fint og vi var til Suzies store overraskelse hurtigt færdige.
Om aftenen tog mig og Clay til Boston, hvor vi skulle til fødselsdagsfest på en eller anden natklub.
Vi startede aftenen hos nogle af Clays venner - Sam, Mike og Lantza - de var rigtigt flinke og havde forsøgt at lære at sige "øl" før jeg kom.
Vi havde en super fest og endte med at sidde og fortælle løgnehistorier og drikke øl på en tagterrasse midt i Boston.
Boston levede igen op til mit førstehåndsindtryk af en hyggelig og venlig storby.

Søndag har stået på tømmermænd... Det var alt.

Temperaturen er steget til et meget behageligt niveau - vi har haft op til 17 grader de sidste 3 dage! Så næsten al sneen er væk igen.
Solen skinner også stadig næsten hver dag, så jeg nyder det i det hele taget meget herovre.

Jim holdt fri i dag og de andre troede jeg var chef

Jeg skulle passe mig selv i dag, så da chefstolen var ledig, kunne jeg jo ligeså godt sætte mig i den.
Ikke at jeg troede at det gjorde mig til chef, den var bare langt bedre at sidde i, end min egen.

Det havde dog en meget mærkværdig indvirkning på alle de ansatte. Først kiggede de på mig og undrede sig over Jim ikke var der, men så begyndte de istedet at agere over for mig, som de plejer at gøre over for Jim.
I mine øjne, må det have noget at gøre med, at de fik et indtryk af mig som "stedfortræder", så jeg pludselig var deres leder. Samtidigt tror jeg dog også, at det siger noget om en forretningsmæssig kulturforskel mellem danske og amerikanske arbejdere.
Hvor vi i Danmark er vandt til et meget fladt hieraki på arbejdspladsen, således at vi føler et mere venskabeligt forhold til vores nærmeste chef, har de herovre en tydeligere distance og større "respekt" for deres leder.
Det er interessant at se, og i dag mærke, denne forskel. Det gav helt tydeligt en anden effekt end det ville have gjort i Danmark.
Om det er godt eller skidt, med dette stejlere hieraki, tror jeg kommer helt an på situationen.
I situationer, hvor det gælder idégenerering og udvikling af firmaet, er jeg ikke sikker på at det er en ubetinget gevindst.
I situationer hvor der skal ske drastiske ændringer og en stærk ledelse er påkrævet, tror jeg ofte det stejlere hieraki kan være en fordel. Dette gælder for eksempel også i de krisetider vi har nu! Jeg tror mange danske virksomheder kunne vinde meget ved en kritisk gennemgang af mentaliteten og forholdet mellem ledelsen og de menige medarbejder.
Det må være yderst vigtigt, at denne mentalitet passer til firmaets evt. ændrede perspektiv i de drastisk ændrede markeder.

Mit arbejde i dag gik ellers med at lave audit på arbejdskort igen. Indskriverne var blevet markant bedre på de fokusområder vi fandt for 14 dage siden, men det var desværre på bekostning af andre områder, så vi har stadig noget at arbejde på.
Jeg nød at sidde med opgaven alene, da det var rart bare at få lov at arbejde igennem.

Nu vil jeg gå i seng, klokken er 22.11 og jeg skal være i Auburn om 8 timer. Vi starter som sædvanligt torsdagen med morgenmøde klokken 6.15 og så skal vi ellers se hvad vi kan opnå dernede i løbet af dagen.

Endeligt kom den sne de pralede så meget af

Som det kan ses på billederne, var der kommet rigtig godt med sne i nat! Jeg var stået lidt tidligere op for at være i god tid. Det vidste sig dog, at de herovre er næsten mere hysteriske med vejret end hjemme. Jo der var meget sne, men ikke HISTORISK meget sne! Alligevel skulle skolerne lukkes og folk blev advaret mod at køre ud. Jeg har altså set det samme hjemme uden at landet lukkede... Så det var en overraskelse at høre, at det var nået helt hjem i de danske nyheder!
Men det var super flot og så var det jo sjovt rigtig, at få brug for firehjulstrækket på trucken! Jeg var ellers begyndt at overveje, om jeg skulle have valgt en mindre bil. Tror måske den bliver byttet når sneen er smeltet igen, men ved ikke hvad chefen siger til det endnu.

Jim kom pga. vejret meget senere på arbejde end planlagt, så jeg min arbejdsdag begyndte i ro og mag. Da Jim endeligt kom igennem snemasserne, proklamerede han at han kun skulle være der et par timer, for så at køre sydover igen. Vi holdt derfor hurtigt det managermøde han havde planlagt. Vi talte lidt omkring vigtigheden af at overholde de forskellige procedurer ved al kundekontakt.
Jeg synes jeg fornemmer en smule manglende gejst blandt managerne, men det kan også være ekstra udtalt i dag, fordi alle kunder aflyste pga. vejret.
Efter mødet arbejde jeg videre med et lille projekt. Jeg har fået en idé til at skabe en højere besøgsfrekvens på værkstedet, uden at det er negativt for kunden eller dyrt for firmaet. Jeg brugte resten af dagen på at sætte det sammen og kørte så lidt tidligt hjem for at skovle sne.
Firmaets IT mand (?!) havde dog været forbi i sin sneplov, så der var ikke meget at lave. Forøvrigt skulle Jim til Auburn for at ryde pladsen for sne... Hvorfor er det lige at eftermarkedsdirektøren ikke har uddellegeret den opgave?

Idéen bag mit lille projekt, blev vel modtaget af Marlin her til aften. Så må vi se om det bliver ført ud i livet.

Med hensyn til forkølelsen så har jeg det langt bedre i dag. Jeg er ved at være på toppen igen - dejligt lige at bruge en weekend på at være syg!

I morgen skal jeg møde i Auburn. Den kommer til at stå på et stort stykke detektivarbejde med at finde hoved og hale på telefonmysteriet, samt en samtale med salgschefen om resultatet af henvendelsen til vauto.com.

Pressemeddelelse af 27. februar 2009.

Emner: Dansk succes i udlandet, erhverv, uddannelse, netværk, succeshistorie – ung mand på vej op ad karrierestigen, biler, finanskrise, bilbranchen, talenter, samarbejde m.m.

X-FACTOR SIKRER UNG STUDERENDE REJSE TIL USA

Ikke kun i musikkens verden kan man snakke om ”x-factor”. Den unge marketingstuderende Johan Rauff Kristensen har med sit forretningsmæssige talent skaffet sig selv et traineeforløb i USA.

Den unge og driftige studerende fra Thurø ved Svendborg, har i forbindelse med sit studie til Biløkonom, netop afsluttet sine eksaminer på Business Academy Aarhus med et af årgangens højeste gennemsnit. Det er blandt andet blevet til den nye topkarakter 12 i fagene: ”International Markedsføring” og ”Experience Economy and Entrepreneurship”.

Hans fine resultater har nu bragt ham på en rejse over Atlanten, til et fire måneders traineeforløb hos en større bilforhandlerkæde nær Boston – samtidigt opfordrer han beslutningstagere i bilbranchen til at ansætte biløkonomer som hjælp mod tidernes ugunst.

Gennem de seneste knap fire år har Johan Rauff Kristensen været ansat hos Citroën i Svendborg – senest som biløkonomstuderende. Før det er han udlært mekaniker og kender derfor branchen fra flere sider. ”Hos Citroën Svendborg har jeg lært utroligt meget om, hvordan man driver en sund forretning og betjener sine kunder med deres højeste tilfreds som mål”, udtaler Johan og forsætter, ”men da det som en del af min uddannelse er en mulighed at søge udenlands for en periode, blev jeg enig med Citroën om at forfølge min drøm om at stå helt på egne ben og tage til USA”.

Derfor tog han til USA på sommerferie i 2008 og fik gennem sit netværk, mulighed for at banke på døren hos den nuværende praktikplads. Hos Ron Bouchards Autostores i Massachusetts så man mulighederne i, at tilbyde det 25-årige danske forretningstalent de ønskede rammer for traineeforløbet. Det amerikanske firma så muligheden for, trods finanskrisen, at få tilført praktisk erfaring fra den europæiske bilbranche og sparring omkring firmaets drift, ved at byde Johan Rauff Kristensen velkommen. Under opholdet følger han firmaets afdelingsledere og forsøger, gennem sine otte års erfaring fra den danske bilbranche, at komme med et frisk syn på deres forskellige forretningsområder, samtidig med at de skal lære Johan endnu mere om, at drive forretning i et konkurrencepræget marked. ”Både jeg og min amerikanske chef Mr. Knight tror på, at vi gennem traineeforløbet kan opnå en synergieffekt, som sikrer firmaet en bedre konkurrencemæssig position i deres lokalområde og tilfører mig en viden, der kan bruges konstruktivt i en dansk virksomhed, når jeg vender hjem til sommer”, svarer Johan på spørgsmålet om, hvorfor en amerikansk virksomhed vil ansatte en ung dansker.

Når Johan afslutter sit traineeforløb til maj, med aflevering og forsvar af sin hovedopgave, skal han færdiggøre sin Biløkonomuddannelse hos en dansk virksomhed i Bilbranchen. Dette sker med endnu et halvt års praktik. Her har han opnået en aftale med, en af branchens mest proaktive og innovative forhandlere – Autohuset Vestergaard A/S.” Jeg valgte Autohuset Vestergaard, fordi jeg meget gerne vil færdiggøre min uddannelse hos et firma, der kan få gavn af mine kompetencer og tilbyde mig de rette udviklingsmuligheder”, udtaler Johan i forvisning om, at han nok skal få succes på den kommende arbejdsplads. ”Jeg har jo x-factor, selvom jeg ikke kan synge”, afslutter han med et glimt i øjet, før han energisk fortæller mere om uddannelsen og bilbranchens nuværende situation.

Biløkonomuddannelsen er en eksklusiv 2 ½ årig videregående markedsføringsuddannelse, som er tæt knyttet op på markedsføringsøkonomuddannelsen. Den udbydes to steder i landet: På henholdsvis Business Academy Aarhus (det tidligere Erhvervsakademiet, Århus Købmandsskole), hvor Johan Rauff Kristensen siden august 2007 har gennemført de første tre semestre med undervisning, samt på Erhvervsakademiet København Nord i Lyngby.

Der optages årligt cirka 25-30 elever på uddannelsen, fordelt på de to skoler, og alle studerende er gennem deres uddannelse fast tilknyttet en praktikplads, i form af en virksomhed i bilbranchen.

Uddannelsen har siden starten på Niels Brock i 1993 været tæt tilknyttet og støttet af den danske bilbranche.

Med succeshistorier, som den om Johan Rauff Kristensen, der går fra en håndværkeruddannelse til en videregående uddannelse, viser Biløkonomuddannelsen, dens studerende og dens samarbejdspartnere, vigtigheden af ”læring hele livet”. Dansk erhvervsliv har brug for konstant tilførsel af viden og dette sikres bedst gennem kontinuerlig uddannelse af medarbejderne.

Da bilbranchen er hårdt ramt af den nuværende finanskrise, opfordrer Johan Rauff Kristensen således også til, at virksomheder i bilbranchen udvider perspektivet og undersøger mulighederne for at ansætte en Biløkonom. ”Uanset om man er underleverandør af forskellige ydelser til branchen, importør eller driftig bilforhandler, har man brug for konstant udvikling og fokus på de værdiskabende processer i sin virksomhed”, konstaterer Johan. ”Netop i disse vigtige processer kan en biløkonom bidrage med sine kompetencer og derigennem være med til at løfte virksomheden gennem de svære tider”, slutter han.

Mere info om uddannelsen kan findes på www.danskebil.dk eller fås ved at kontakte koordinator for biløkonomuddannelsen, Finn Rolighed på tlf. 89 36 35 15.

Når nogen fortæller dig noget, skal du lytte

Det mindste man kan gøre, når nogen prøver at formidle et budskab, er det mindste man kan gøre, at lytte til vedkommende. Af høflighed selvfølgelig, men samtidig er der jo også en overhængende "risiko" for at du rent faktisk lærer noget nyt.
I går lyttede jeg til en som fortalte mig, om et nyt og smart program til fastsættelse af priser på brugte biler. Jeg tænkte over hvad jeg havde hørt, lagde det sammen med det jeg vidste i forvejen, og lærte noget nyt - nemlig at et sådan værktøj mangler vi hos Ron Bouchards Autostores.
Derfor fortalte jeg Marlin om programmet i dag og spurgte ham om han kendte det, eller ville høre lidt om det. Han kendte det ikke og lyttede derefter til hvad jeg fortalte. Han lærte noget nyt fordi han lyttede og bad mig så præsentere min idé for salgscheferne i morgen.
Altså kan man også vinde ved at lytte... At lytte kan sætte dig foran dine konkurrenter og være med til at udvide eller skabe din succes. Husk derfor, at lyt når nogen fortæller dig noget. De vil dig ikke noget dårligt med deres historie eller information og du kan måske endda bruge den til noget konstruktivt.

Jeg føler lidt, at jeg er gået over i en ny fase i virksomhedsopholdet. Det føles ikke så meget som om jeg er en udefra kommende observatør mere, men nærmere en betroet assistent for Jim. Han lufter alle hans bekymringer og tanker omkring firmaet med mig og vi samarbejder virkelig godt!
I dag arbejde jeg lidt videre med mine forberedelser til en markedsføringsplan. Jim er vild med ideen, men vi skal have solgt den videre op i systemet i morgen - og derfor er det vigtigt, at jeg får forberedt mig ordenligt.
Jeg har nu fået det hele godt på plads, så jeg håber bare ikke jeg bliver indhentet af min forkølelse, så jeg ikke kan komme på arbejde i morgen!

Som en lille pudsig afslutning, kan jeg fortælle, at jeg så et lille tv-program om en bilforhandler i Conneticut i dag. Han sælger klassiske biler og havde fundet en sjælden Ferrari til en mand ved navn Herb Chambers.
Denne Herb Chambers, havde jeg tilfældigvis stiftet kendskab til, da han er en af Ron Bouchards største konkurrenter.
Herb er New Englands største bilforhandler. Han omkring 45 butikker i Boston-området og er blevet milliardær i dollars af at sælge biler... Det var utroligt inspirrerende, at se ham i dette program, da jeg i dag havde læst om hans forretningsfilosofi. Ham og jeg deler utroligt mange af de samme holdninger, til hvordan en moderne bilbutik bør opbygges. Dette bekræftede mig i, at jeg gør det rigtige når jeg danner mine egne holdninger til det at drive forretning.
Da han virker som en meget spændende person, vil jeg arbejde på at møde ham inden jeg rejser hjem. Det er ikke sikkert det lykkes, men jeg bliver nødt til at prøve!

Jeg skal passe på ikke at glide ind i dagligdags fnider!

Som jeg skrev i fredags, handler succes om at tænke positivt.
I dag har jeg tænkt at der ikke var noget at skrive om i min dagbog... Det er negativt, derfor skal jeg til at trække mig selv op og tænke positivt over mine dage fremover.

Klokken er igen blevet mange før jeg kommer til tasterne - helt præcist 22.58 - så det bliver med garanti ikke et rekordlangt indlæg i dag.
Da jeg satte mig til at tænke over hvad jeg havde lavet i dag, mente jeg ikke at jeg havde lavet noget!
Den forfærdelige tanke kom jeg heldigvis hurtigt videre fra, for jeg har faktisk lavet en del i dag.
Jeg startede dagen med, sammen med Jim, at overvåge kundebetjeningen i Dodge og Chrysler-indskrivningen. Lad os bare sige, at det er et fokuskrævende område af forretningen. Så er det vidst nok til, at I der hjemme i stuerne kan forstå hvad jeg mener.
Da der imidlertid ikke skete særligt meget - altså at der ikke kom nogen kunder - satte jeg mig over på kontoret og lavede et oplæg til min ide om at udarbejde en komplet kommunikations og markedsføringsstrategi for firmaet.
Jeg prøver at arbejde så systematisk som muligt, for at få så meget gennemført som muligt. Og første trin på stien var en succes, idet at Jim synes det var fantastisk og nødvendigt.
Så nu skal det præsenteres for Marlin på torsdag til salgsmødet og så må vi se hvad der sker! Kryds fingre for mig!

Ellers er alt vel, pånær at jeg tilsyneladende har opsnuset en lille forkølelse/influenza ting... Men håber ikke det udvikler sig, jeg har ikke tid til at være syg!

Op klokken 5.30 så jeg skriver ikke meget i dag.

I dag skulle jeg for første gang have en almindelig dag i Acura-afdelingen i Auburn. Vi skulle starte med managermøde klokken 6.30! Jeg tror ikke jeg har mødt så tidligt ind siden militæret... Det havde sneet hele natten, men var begyndt at regne da jeg skulle afsted, så jeg følte næsten jeg var hjemme i Danmark med det autentiske vintersjap.

Jeg kom afsted lidt for sent, men nåede det hele.
På selve mødet snakkede servicemanagerne lidt frem og tilbage om månedens status. Vi er bagud og de følte det var svært at få flere kunder ind.
Jim og jeg havde i sidste uge talt om problemet med at miste kunder, jo ældre deres biler er. Det præsenterede han uden jeg vidste det, men det gav mig straks idéen til at være kreativ.
I DK er flere jo begyndt at ændre deres prisstruktur for ældre biler. Dette lavede jeg et lille oplæg og forklaring om til Jim, hvilket han blev meget glad for.
Efter dette møde skulle vi holde møde med Marlin og salgslederne. De klarer sig ikke specielt godt antal mæssigt i salgsafdelingen og det korte og det lange er, at jeg fornemmede en manglende gnist. Sælgerne virkede trætte og negative, så jeg vil tage derned på lørdag og se hvordan de er i aktion. Måske jeg kan komme med noget pep til dem.

Jeg kørte til Fitchburg midt på dagen og fik plader på bilen. Bagefter kørte jeg tilbage til Auburn og sluttede dagen af med en audit af arbejdkort hér. Dette gjorde jeg i samarbejde med deres koordinerende servicemanager John. Han var super flink og på min alder. Han er den der ved mest om Danmark af alle herovre.

Men nu er jeg altså helt smadret efter en lang og hård dag. Så jeg vil logge af og hoppe i seng.

Bureaukratiet lever i bedste velgående herovre!

Som I måske har læst, blev min dagbog fra i går opdateret efter jeg havde lagt den på første gang.
Aftenen blev afsluttet med et voldsomt politiopbud lige ved vores indkørsel! Jeg troede vitterligt at det var noget med min bil, da den holdt på prøveplader og politiet havde medbragt en ladbil... Det vidste sig dog at de var totalt ligeglade med min bil og koncentrerede sig om den ene politibil der vidst bare var punkteret. Så derfor var det selvfølgelig nødvendigt med tre ekstra politibiler og maskingeværsbevæbnede betjente som backup.
Jeg kunne så læse at Gissel i L.A. samtidigt også havde haft "besøg" af en lignende styrke - måske de er lidt nervøse ved biløkonomernes tilstedeværelse?!

Men jeg fik da min nattesøvn og kom på arbejde i dag.
Dagen startede med at følge Honda og Nissan værkstedernes indskrivning. Det foregår i de såkaldte "service lanes". Jeg havde glemt mit kamera, så billeder kommer først i morgen.
Jeg er lidt overrasket over at deres teknologiske niveau i indskrivningen er ikke er højere end den er.
De bruger bruger en masse forskellige papirblanketter til oprettelse af aftaler og arbejdskort, for så lige derefter at taste det samme ind i ét computerprogram. Vel at mærke efter at de har booket kundens tid i et excel-regneark...
Det virker som om der er en masse dobbeltarbejde, men jeg kunne ikke helt komme til bunds i om det alligevel fungerede godt og effektivt. Det er noget af det jeg vil have kigget nærmere på.
Jeg prøvede at finde en demoversion af Dracar, som er det system de fleste danske værksteder bruger til samme opgaver, så jeg kunne vise det til Jim og servicemanagerne, men dette kunne jeg desvære ikke.
Deres brug af servicelanes virker på den anden side mega effektivt! Kunden kører direkte ind til skranken og bilens fejl og de indgåede aftaler kan gennemgåes i en varm, tør og venlig atmosfære. Det virker til at selve indskrivningen bliver hurtigere overstået, men samtidigt mere effektiv i selve rådgivningsprocessen. Kunderne virker meget trykke ved at de kan pege og klappe på bilen, samtidigt med at de siger de sjove lyde bilen siger, så værkføreren kan give et bud på hvad der er galt.

Jim kom til Fitcburg omkring klokken 11, sammen med en repræsentant fra Honda. Hun hed Susie og de skulle gennemgå nogle forskellige reklamationssager.
Jeg fik lov at være med til mødet, så jeg kunne se og høre mere om hvordan kommunikationen foregår mellem "fabrikken" og forhandleren. Her var der dog ikke den store forskel fra Danmark. Hver kæmper sin sag, men glemmer det store billede. Jeg ved dog, at Jim har samme tanker som mig omkring at forhandler og fabrikant skal kæmpe mere for samme sag, så tror det var Susie der havde en lidt uheldig holdning...

Derudover forsøgte jeg endnu engang at få bilen registreret... Hende der sidder på kontoret og tager sig af det, havde åbenbart manglet et eller andet nummer som jeg ikke har. Plus sælgeren der hjalp mig, havde glemt en formular jeg skulle underskrive. Det gjorde mig lidt irriteret, at de "menige" ansatte ikke tager mere af sig selv. De skal helst have at vide PRÆCIST hvad de skal lave, ellers sker der ingen ting. Faktisk totalt omvendt af lederne herovre.
Jeg bøvlede frem og tilbage med det i en times tid, for derefter at få hende til at "ringe til en ven" - i dette tilfælde motorkontoret. Altså dem der står for nr. plader, kørekort osv.
Jeg fik besked på at møde op dernede og få det hele ordnet. Så da jeg efter 45 minutters vente, kom frem til skranken var det fantastisk, at få at vide det ikke kunne lade sig gøre i dag alligevel.
Nu kan jeg køre ned på et andet kontor i morgen, få en formular eller to med derfra og så køre tilbage til motorkontoret bagefter.
Det går mig lidt på, at det skal være så besværligt, da jeg er træt af at "udnytte" at Marlin lod mig køre forige weekend over på prøvepladerne. Så i morgen SKAL det gå i orden!

Presidents Day betyder vild travlhed!

Den 16. februar er Presidents Day - Så vidt jeg har kunnet finde ud af, er det det USA's første præsidents, George Washingtons, fødselsdag, der fejres som en national hellig dag. Og i New England betyder det årets travleste dag hos bilforhandlerne. Det er den enkelt-dag og weekend på året, hvor der sælges suverænt flest biler. Og vejret var perfekt til at trænge kunder til i dag, så der var virkelig mange mennesker i butikken. Alle sælgerne var glade fra morgenstunden og pustede flere helliumballoner op, end nogensinde før! Det er sjovt at se hvordan alt kan fejres ved at puste hundredevis af røde, hvide og blå balloner op og så binde dem til sidespejlene på alle bilerne... Virker det i Danmark?

Jeg skulle ikke bruge hele dagen i salgsafdelingen, men da Jim havde en lidt hektisk start på dagen, så kunne jeg jo lige så godt bruge tiden på at studere de kære sælgere i arbejde.
Da Jim blev klar, gik vi igang med at auditere/gennemgå arbejdskort fra den sidste måned. Vi skulle kontrollere om de blev udfyldt og underskrevet korrekt, da dette er et vigigt led i at kunne dokumentere, at kunden er blevet rådgivet korrekt.
Net Profit Group, firmaet der var her i sidste uge, havde sat en formular op, så vi kunne taste de forskellige servicerådgiveres resultater ind. Vi udtog ti arbejdskort som stikprøver og regnede så deres fejlprocenter ud.
Vi kunne tydeligt se et mønster i hvor procedurerne haltede, så formularen var et glimrende værktøj til, at måle kvaliteten af rådgivningen med.
Da vi var færdige med, de enkelte rådgiveres skemaer, syntes jeg at der manglede et benchmark at holde resultaterne op mod. Derfor foreslog jeg Jim, at vi fastsatte tre grænser for om resultaterne var gode, acceptable eller krævede forbedringer. Jim var glad for idéen, så jeg tilføjede dette.
Mens jeg sad og rettede det hele til, fik Jim travlt med et par telefonopkald, så jeg tænkte, at der stadig var plads til lidt finpudsning af skemaerne. Det skulle jo gerne være et brugbart værktøj til, at udvikle medarbejdernes kompetencer og ikke bare slå dem i hovedet med nogle dårlige resultater.
Derfor tilføjede jeg et samlet resultat, så de alle kunne holde sig op i mod gennemsnittet. Desuden satte jeg det ind i et diagram, for at budskabet lettere kunne kommunikeres ud til servicemanagerne. Heldigvis faldt dette også i god jord hos Jim, så vi besluttede at jeg også skal være med på et medarbejder møde i morgen, hvor jeg skal præsentere resultaterne sammen med Jim. Samt sidde med ved medarbejdersamtalerne for den enkelte servicemanager efterfølgende.
Det glæder jeg mig utroligt meget til, da jeg så for en rigtig god chance for at udvikle mine lederevner, samt se hvordan Jim arbejder med at morivere sine medarbejdere.

Ellers skal jeg være med i indskrivningen for Honda og Nissan i morgen tidlig. Det er jeg også spændt på, da de har to fuldt funktionsdygtige servicelanes, som jeg er spændt på at se effekten af.

Og lige da jeg havde lagt det ovenstående på nettet, kom der et mylder af politi uden for huset!
De havde en ladbil med, så jeg var bange for, at det var min bil på prøveplader de var ude efter! Men den ene politibil var tilsyneladende punkteret, så de tre andre med maskingeværer var vidst bare backup... Måske jeg kan læse i avisen i morgen, hvad der er sket?!

Endelig kom jeg på plads et godt sted!

Lørdag og dagen hvor jeg skulle ud af det dyre hotel og ind hos min nye værtsfamilie - Familien Knight.
Marlin - min chef - ville møde mig ved hovedvejen omkring en kilometer fra deres hus og så kunne vi følges resten af vejen. Vi mødtes kl. 11.30 mens solen symbolsk skinnede fra en skyfri himmel.
Deres hus ligger i et næsten nybygget kvarter, syd for Leominster, som ligger syd for Fitchburg. Et meget amerikansk forstads kvarter, på toppen af en høj bakke med en smuk udsigt over skovklædte bakker. Rigtig lækkert at få bekræftet, at det er et ordenligt sted jeg skal bo.
Da vi kom op til huset tog Marlins kone Suzie i mod med åbne arme. De virkede og virker begge rigtig glade for at jeg ville bo hos dem. Hvilket jeg er mindst ligeså glad for at jeg kunne!
De bor i et næsten nyt 2-etagers hus, hvor jeg har fået et fint lille værelse med en dejlig stor seng. Alt er rent, pænt og lækkert!
Familien har tre børn, hvor kun den ene - Clay på 24 - bor hjemme. Han laver det samme som jeg ville lave hjemme, altså er en slags biløkonom, i Acura-afdelingen i Auburn. Herovre er der bare lidt andre goder end i Danmark, for jeg indrømmer gerne at jeg er meget misundelig på den hvide ´04 BMW M3 Cab han har holdene i garagen!
Clay var dog ikke hjemme da jeg kom, men senere på aftenen fik jeg mulighed for kort at hilse på ham, før han kørte til Boston til en aftale. Det er jo Valentines day...
Suzie og Marlin inviterede mig med ud at spise. De spiser som regelt ude hver lørdag, hvilket jeg synes er en hyggelig tradition. Vi tog ud på en rigtig hyggelig burger bar og fik sjovt nok en burger. 3 mennesker blev rigeligt mætte for om kring 180 kr...
Nu sidder vi og ser lidt fjernsyn og jeg nyder bare at der er kommet ro på boligsituationen!

Ellers gik dagen med lidt shopping og nøj hvor er det billigt herovre! For ca. 600 kr. fik jeg et par bukser og 2 tynde sweaters fra Ralph Lauren. Det kunne jeg ikke have fået den en sweater for i DK!

I morgen vil Suzie have mig med ud at handle, så jeg kan vise hende hvilket mad jeg kan lide. Bagefter det kører jeg mig nok en tur - måske op og står på ski.

Endelig fredag igen, i dag trængte jeg til weekend!

Puha det har været en hård uge. Mit hoved har kørt på højtryk i (mindst) 14 dage nu. Alle de nye indtryk og oplevelser giver en sund træthed!

Jeg skulle møde i Auburn-afdelingen i dag, hvor jeg skulle møde de ansatte der og igen arbejde på reservedelssiden.
Hos Acura er det en mand ved navn Gary, der er reservedelschef. Hele afdelingen er på størrelse med det jeg kender så godt fra Citroën Svendborg. 25-30 mand i alt og kun ét mærke. Dog sælger de cirka dobbelt så meget, som hos Citroën...
Det var interessant at se størrelsen på lageret. Det er ekstremt lille i forhold til hvad vi er vandt til i DK, men eftersom jeg ikke havde helt konkrete tal at sammenligne med hjemmefra, var det svært at sige hvor forskellen præcis ligger.
Dog har manglen af dæk meget at sige!
Der vidste sig at være ekstremt stor forskel på lageret i Fitchburg og lageret i Auburn. Først og fremmest 5 mærker mod 1. Men også ledelsesstilen. Jeg har aldrig set et lager så velordnet, rent og ryddeligt som i Auburn. Dette stod i skarp kontrast til det rodede, slidte og tilsyneladende ikke helt så effektive lager i Fitchburg. Gary havde ekstremt godt styr på hvilke dele han havde på lager, hvorfor de var der og kørte i det hele taget en ekstremt effektiv lagerstyring. Han hævdede at han på flere parametre drev et af de mest effektive Acura-lagre i USA!
Jeg blev udsat for en stor kulturel forskel ved rundvisningen på lageret. Dørerne til lageret er låst ALTID. Ingen mekanikere eller sælgere har lov til at komme på lageret uden en lagermedarbejder. Det vidste sig, at de herovre ikke kan stole på at tingene ikke forsvinder, med mindre det administreres med så hård hånd. Dette har så også den effekt, at der intet svind er fra lageret overhovedet, hvilket jeg aldrig har hørt om før!
Grunden til at denne stramme styring ikke fører til stor ineffektivitet hos mekanikerne er, at lagermedarbejderne bl.a. aflønnes efter mekanikernes effektivitet. Dette sikrer at de står på pinde for at ekspedere mekanikerne. Igen interessant...
Eftersom jeg aldrig rigtig har arbejdet med lagerstyring i praksis, var alt stort set nyt for mig. Men Bruce og Gary var begge - igen - rigtig flinke til at forklare mig hvad de arbejde på at forbedre og hvorfor.
Noget der var nyt for mig - måske ikke for andre - var at de registrerer "mistede ordrer" eller "lost sales". Dette hjælper dem til at måle servicegraden og bestemme hvilke varer der bør tages på lager.
Selvom det for mig ikke er den mest sindsoprivende afdeling at arbejde i, kan jeg dog se det sunde i at få indsigt i den praktiske lagerstyrring. Der kan være virkelig mange penge "gemt" på lageret og det er således et utroligt væsentligt fokusområde, når der ses på rentabiliteten og likviditeten i en virksomhed. Desuden vil jeg jo også i en salgsafdeling skulle arbejde med en lagerbeholdning, hvilket i princippet fungerer på samme måde.
Jeg håber jeg kan få nogle af deres regneark som de bruger til de forskellige beregninger, så jeg kan bruge dem i fremtiden.  Mikset mellem indsigten i de praktiske værktøjer, teorierne bag og samtalerne om hvordan de bruges mest effektivt, er utroligt lærerigt for mig. Jeg føler mig derfor utrolig heldig, at jeg fik denne uges muligheder præsenteret så tidligt i mit forløb. Udover at Bruce har hjulpet firmaet til kontinuerlig udvikling, har han også lært mig rigtig meget og det er jeg taknemmelig for. Da han skulle afsted i dag, lovede han desuden at hvad end jeg måtte have brug for råd og vejledning om fremover, så skal jeg bare ringe eller skrive til ham. Og så vil han som sagt sætte mig op med et par spændende forhandlere ude vestpå, når turen går derover! Fantastisk.

I næste uge skal jeg auditere arbejdskort for Jim. Det lyder som en slaveopgave. Men det er en chance for at vise hvad jeg kan, da det jo er præcis hvad jeg har lavet før, da jeg håndterede reklamationer hos Citroën.
Så den chance og at Jim var yderst tilfreds med min prisn/konkurrentanalyse, gør at jeg glæder mig til næste uge.

Jeg kørte hjem fra Auburn kl. ca 14.40 i dag, da jeg skulle nå at have bilen omregistreret. Dette nåede vi desværre ikke, så jeg forsætter på prøvepladen weekenden over.

Weekenden kommer til at gå med at flytte ind hos Familien Knight i morgen og så forhåbenligt lære dem godt at kende.
Nu må vi se hvad der ellers kommer til at ske.

God weekend til alle.

Reservedelsafdelingen bliver nok ikke min yndlings

Nå så lærte jeg at ikke alle forventninger kan blive indfriet... Dagen skulle som nævnt bruges sammen med konsulenten Bruce og reservedelschefen Rob. Vi skulle udtrække en rapport fra deres DMS-system (Dealer Management System) over "special order parts".

Denne rapport skulle give et billede af specialbestilte dele der stod for at være på lager. Disse dele burde ikke ligge på lager mere end nogle få dage, da det "specielle" ved dem er, at de bestilles til igangværende arbejdsordrer. F.eks. hvis en kunde har en defekt manifold, men denne ikke er på lager, skal den bestilles hjem og så senere monteres på kundens bil, som den er bestilt hjem til. Da disse dele ofte er langsomt omsættelige og kunden ved at de er bestilt, er det vigtigt at de også faktureres ud fra lageret og ikke mindst monteres på kundens bil. Sker det ikke giver det kunden en dårlig oplevelse og lageret taber penge.
Disse lister skal derfor bruges til, at gøre servicemanagerne (kunderådigverne) besked om at de skal kontakte kunden og aftale tid på værkstedet til montering af delene.
Det nuværende problem var, at de tidligere lister var dårligt sat op og derfor uoverskuelige.
Bruce gav dem derfor nye koder, således at det det nemt kunne ses til hvilket mærke delene var bestilt og hvilken servicemanager der så skulle have besked.
Da listerne blev udskrevet var der for RIGTIG mange dollars gamle sager! For eksempel to åbne ordre fra september 2008 på tilsammen over 7000 dollars...
Bruce og Rob gennemgik slavisk disse lister for gamle og ukurrante varer, sorterede dem fra og så var listerne klar til at blive brugt aktivt hver dag fremover.
Det tog dem hele dagen og jeg kunne desværre ikke rigtig være med til så meget af det, derfor blev min dag lidt lang.
Jim - servicedirektøren - var til møde med Hondarepræsentanterne hele dagen, så der kunne jeg heller ikke være med i dag.

I stedet brugte jeg dagen på lidt praktiske ting, som at sende en mail til kineseren om at jeg var flyttet.
Men jeg fik også sat en skabelon op til min specialerapport! Denne skal afleveres før hovedprojektet, så jeg kunne jo ligeså godt komme i gang. 
Jeg besluttede at sætte den op som en rapport, der også kan bruges af firmaet. Den indeholder derfor en historisk gennemgang af firmaet, en profil af Ron Bouchard, firmaets vision og mission - som jeg faktisk ikke ved om de har skrevet ned tidligere - og til sidst en beskrivelse af den nuværende situation afsluttet af et kig på den nærmeste fremtid.
I morgen vil jeg præsentere Jim for idéen og så håber jeg bare han synes om den.

Bruce og jeg tog igen ud og spiste frokost. Ham og jeg har rigtig mange gode diskussioner og han er virkelig ivrig efter, at lære mig alt hvad han kan om branchen og hvad der skal til for at drive en sund forretning. 
Han er også meget interesseret i hvad jeg synes om at være her, hvad jeg forventer at lære herovre og så fortæller han en masse røver historier, med hans tykke sydstatsaccent og humor.
Når jeg skal til Californien og holde ferie som afslutning på mit ophold herovre, vil han sætte mig op med de forhandlere han kender i LA og Las Vegas, så jeg også kan få kontakt med dem.
Det er jeg vildt taknemmelig for, da de forhandlere derude er en historie for sig!
Specielt den ene i Las Vegas. www.towbinauto.com!
Deres promtion og måde at sælge på er mere show business end noget andet!
For det første har de helt andre mærker end der hvor jeg er nu, for det andet er de verdenskendte for deres markedsføring. De har skabt et tv-show "The King of Cars", hvor deres ansatte er stjernerne i showet. Som eksempel er deres ene sælger "The Sexy Blue Genie" - thebluegenie.com - Vi snakker altså en sælger, der klæder sig ud som en blå ånd hver gang han er på arbejde! Folk kommer fra hele USA for at opleve ham og købe bil af ham... Det er vidst kun i Vegas det kan foregå, men det skal jeg opleve mener Bruce og det kan jeg på ingen måde være uenig med ham i!

Jeg ved ikke rigtig hvad vi skal lave i morgen, men jeg tror nok at vi måske skal ned til Acura-afdelingen i Auburn. Klokken er nu ved at være halv elleve om aftenen og jeg er meget træt. Tror snart jeg trænger til at kunne slappe rigtigt af, så jeg glæder mig meget til at flytte ind hos Marlin og hans famile i weekenden. Jeg håber hans søn og jeg kan komme godt ud af det med hinanden, så vi evt. kan tage ud og stå på ski eller lignende på søndag.

Joachim fra min klasse er kommet over til hans praktikplads hos en Infinity-forhandler i Colorado og vi har benyttet os af vores nye amerikanske telefonnumre til, at ringe sammen i går og i dag og få en sludder om hvad hinanden laver. Han fortalte om hans første dag i salg i dag og det var fedt, at høre at han er ligeså begejstret som mig!
Nu er jeg bare snart spændt på at høre om Gissels og Oles oplevelser hos deres steder i LA!

Endelig gik boligkabalen op!

Endnu en god dag på arbejde. Men langt om længe blev den ikke forstyrret af udenoms-problemer!
Jeg fik kontakt med Amy Beth på WPI fra morgenstunden og forklarede hende, at jeg fandt situationen uholdbar, så jeg forventede at hun hurtigt fandt et svar på om hun kunne hjælpe mig eller ej.

Da jeg gik i møde med Jim og Bruce for at komme i gang med dagens program, sagde Jim at jeg skulle gå over og snakke med Marlin - den administrende direktør - om min boligsituation. Jeg havde ikke beklaget mig til nogen i firmaet, men dog fortalt Jim og Al - som jo også havde set huset i søndags - at jeg kæmpede for at finde en løsning.
Marlin tilbød mig med det samme, at jeg kunne leje værelse i han og hans families hus og bo med dem! SUPER flinkt af dem! Jeg gjorde det klart for ham, at jeg på ingen måde kunne tage i mod det, hvis det var fordi han følte sig forpligtet til det, men at jeg ellers meget gerne ville takke ja. Han troede ikke det ville have været så svært, at løse boligproblemet og det var derfor han ikke havde tilbudt mig det før. Så jeg sagde pænt ja tak og vi aftalte at jeg flytter ind på lørdag😀.

Ellers stod dagen på videre debat og arbejde med Jim og Bruce - som i går. Dog med et ekstra indslag: "byggemøde".
Kl. ca. 10 kom der to repræsentanter fra et værkstedsindretningsfirma. De står for alle tegninger og al indretning af de to (tre) ny bygninger til Honda, Nissan og pre-owned. Vi skulle se på, kommentere og diskuttere nogle ændringer på indretningen af værksted og lager.
Jim er meget fokuseret på at indrette efter en leantankegang om den mest effektive indretning. Hondas standardforslag betød stor afstand mellem indskrivningsskranker og reservedelskranken. Derfor havde han sent byggefirmaet hjem for at ændre det og de var så kommet med en meget bedre løsning i dag.
Deres nye forslag sikrede minimal afstand mellem værkførere, mekanikere og reservedelsekspedienter. Samtidig gav det mulighed for at sikre "trafik" gennem tilbehørsafdelingen, så det bliver nemmere at placere vare på en salgfremmende måde.
Jeg sugede til mig og kom med nogle enkelte spørgsmål og kommentarer. Dog virker det ekstremt velplanlagt og ser ud til at kunne blive meget effektivt og lækkert! I morgen skal jeg dog have spurgt Jim om deres holdning til en "ekspres bane", hvor de kan lave deres elskede olieskift.

Jim og bruce brugte efter vores sene frokost resten af dagen på, at forsøge at opsætte nogle standard procedurer for samtlige led i indskrivningen. F.eks. hvordan skal telefonopkald fra kunder håndteres, hvordan skal et arbejdskort oprettes osv. Det skal sikre en ensartet standard for behandlingen af kunderne, så de ønskede kvalitetsniveauer opnås, samt at det bliver nemmere at oplære nye ansatte. Nogle af processerne skulle ikke beskrives fra bunden, men blot rettes til. Men selve det at skrive firmaets handlemåder ned, ser jeg meget god mening i. Jeg tror det er med til at opnå den ønskede behandling af kunderne og giver medarbejderne en nemmere og mere overskuelig arbejdsdag.
Bruce brugte også noget tid på at vise mig hvordan han genererer forskellige managementrapporter i deres forskellige programmer. Deres intensive brug af disse skemaer og rapporter er meget anderledes end hvad jeg er vandt til, men det passer mig utroligt godt, at komme nærmere disse, i mine øjne, effektive styrringsværktøjer. De sikrer at firmaets og de ansattes præstationer kan måles, trends kan identificeres og problemer kan løses nemmere. Jeg håber på at komme til arbejde med dem senere og måske være så heldig at tage dem med hjem. Det vil helt sikkert være noget jeg kan gøre brug af senere.
De har en filosofi der hedder: "If you can't measure it, you can't manage it." Den skal selvfølgelig ikke tages 110 % for gode vare, men jeg er enig i, at jo flere parametre vi kan måle vores præstationer på, jo bedre kan vi fordele vores ressourcer til der hvor vores præstationer kan eller skal forbedres. 

I morgen skal jeg Jim holde møde med nogle Honda-repæsentanter hele dagen, så jeg skal følge Bruces arbejde med reservedelschefen - Rob, Rons ene søn - hele dagen. Det kommer forhåbenligt til at give mig et indblik i kommunikationen mellem reservedele og værksted. Så endnu en dag jeg ser meget frem til.

Jeg har fået mig et amerikansk telefonnummer i dag, 1-978-424-7774. Så nu kan jeg ringe rundt herovre uden at blive ruineret!

Klokken er mange så jeg hopper i køjen.

Fantastisk dag på arbejde!

Vi starter med et citat fra Bruce Gamble: "At have med kundeservice at gøre, er som at have sex med din kone. Uanset hvad, bliver du kun bedømt på din seneste præstation."

Bruce Gamble er konsulent fra firmaet Net Profit Group, der er et konsulentfirma der arbejder på at forbedre værdiskabende processer i virksomheder i autobranchen. Se www.netprofitgroup.com.
Han ankom til firmaet i dag og skal gennem hele denne uge arbejde sammen med Jim Kane om løsningen af forskellige problemstillinger. Jeg er så heldig, at Jim ønsker at bruge mig som observatør og sparringspartner på deres arbejder. OG hold da op en dag det har været!
Vi Bruce og jeg startede dagen med lidt løs og hyggeligt snak for at lære hinanden lidt at kende. Derefter gik blev Jim ledig og vi kunne starte dagens arbejde.
Vi snakkede om alt vedrørende håndteringen af kunder, drøftede en masse forskellige tanker og jeg sugede til mig som en gal.
Vi drøftede også mine videreudviklede idéer om et servicekontrakt-koncept. Det er ikke færdig udviklet overhovedet, men jeg tror helt bestemt, at nogle af vores danske tanker kan bruges herovre. Og det kan jeg mærke på Jim, at han også er overbevist om. Lækkert!

Lige nu kan jeg slet ikke huske alle de indtryk jeg har samlet idag, men det har været virkelig godt, at debatere med to så kompetente herrer fra branchen. Bruce har været konsulent i Net Profit Group i 22 år og har været i branchen siden starten af 1960erne. Jim har snart været i branchen i 30 år og begge er utroligt proaktive i deres filosofier og tanker.

Da vi havde været ude og spise frokost, kørte vi til Leominster lige syd for Fitchburg og så på et sted jeg måske kan leje. Vi kørte bare forbi, men jeg håber på måske at kunne se det allerede i morgen.
Efter Leominster kørt vi til Leicester, øst for Firtcburg, hvor firmaet kommende domiciler for Nissan og Honda er ved at blive bygget. De står først færdige om et år, så jeg kommer ikke til at være flyttemand. Dog vil Jim gerne høre mine tanker om deres indretningsplaner for værkstedet.

Alt i alt har dagen været nok en af de mest lærerige gennem hele min uddannelse.
Som en lille afslutning på dagen, så vi en managementfilm om lige at give kunden lidt mere end vedkommenene forventer - Give them the pickle - den burde alle ledere se og så vise til deres ansatte.

Klokken er mange herovre, så jeg vil hoppe i seng. I morgen skal vi arbejde med idéer til at øge omsætningen på værkstederne, forslag til optimering af kommunikationen på deres hjemmeside, samt på forbedring af kommunikationen med reservedelsafdelingen.
Jeg har lovet at se på hvad vi gør i DK, som kan bruges til alle tre emner, så jeg tror allerede nu at dagen bliver god!

Ellers er der bare at fortælle, at jeg har checket ind på Marriott igen og kan slappe af her til søndag.

Så har jeg prøvet at bo i slum!

Dagen var endeligt oprinden hvor jeg troede alt skulle falde på plads og jeg kunne begynde, at fokusere 100 % på praktikopholdet - men sådan skulle det ikke være...

Mary Beth, ejendomsadministratoren, havde lovet at hun ville forsøge at få rengjort huset før weekenden. Det skulle serviceafdelingen tage sig af, men noget er eller må være gået galt, for her er bare blevet mere ulækkert siden jeg så det i tirsdags!
Kinesermanden har åbenbart lavet fisk i den her uge og det STINKER hele hytten så voldsomt af, at enhver esjbjerggenser vil føle sig hjemme! For mig er det dog meget ulækkert...
Desuden er toilet og køkken så beskidt, at jeg uden at være fagmand, vil sige at det er direkte sundhedsskadeligt.
Det lyder måske som brok fra en sart dansker, men kig i fotoalbummet! Jeg har dog undladt billeder af det indtørrede  bræk som toilettet var limet til gulvet med, samt det sorte lag af fedt som samtlige overflader i køkkenet er indsmurt i! Jeg synes dog, at det er for meget, specielt fordi jeg har forsøgt at skrubbe i bund hele dagen. Selv de stærkeste kemikalier kunne ikke få det rent, så i morgen tager jeg på hotel igen.
Jeg har skrevet til ejendomsadministrationen at jeg ønsker at få et andet sted at bo, da jeg sagde jeg i håbet og troen om at her ville være blevet gjort rent, men hvis det ikke kan lade sig gøre, vil jeg se om jeg kan finde en anden løsning.
Lige nu er det dog meget træls at have med at gøre, da jeg føler mig lidt magtesløs.
Men jeg er ellers ved godt mod, det er som sagt bare frustrerende at være kommet til en god og spændende praktikplads, men ikke være i stand til at fokusere 100 % på den. Jeg kan forsøge at abstrahere fra det og gør det også så godt jeg kan, men det kan bare ikke lade sig gøre, så meget som jeg gerne vil.

Lige nu sidder jeg og brøver at udelukke stanken af fisk, så jeg kan falde i søvn uden kvalme. Glæder mig bare til at komme på arbejde i morgen og væk fra det her hus!

Jeg håber alle der læser med har haft en dejlig weekend.

Sløv dag med lidt bøvl

Jeg er lidt træt i dag, så lad os se hvor meget jeg får skrevet i dag. Der er heller ikke sket ret meget, men jeg har nogle tanker om fremtiden i branchen som jeg lufter...

Min plan var at jeg ikke skulle arbejde, så jeg kunne få flyttet Walthers aflagte møbler ind i huset i Worcester og få skaffet forsikring til værelset og bilen.
Grundlæggende fungerer alt jo som hjemme, men der er bare mange andre måder at få det til at fungere på. Derfor kører hovedet på højtryk for at få løst det hele.
Jeg skulle starte med at tale med Marlin Knight, den administrerende direktør, om hvordan vi afregner bilen og om jeg kunne vælge den jeg fandt i går. Men var selvfølgelig ikke ledig før klokken 14. Derfor prøvede jeg at få fat i Walther, men det var absolut ikke nemt. Han har åbenbart en barber-shop i nabobyen, som han passer på hans fridage og jeg kunne derfor heller ikke gøre andet end også at vente på ham.
I mellemtiden ville jeg så have styr på forsikringen. Den amerikanske forsikring skal bruge en såkaldt "driver record" for at kunne fastsætte præmien. Det er en officiel liste over traffikforseelser og uheld. Men sådan en har jeg jo af gode grunde ikke, derfor skulle jeg forsøge at skaffe noget der minder om. Det ville så heller ikke lykkes for jeg kunne ikke få fat i hverken mit danske forsikringsselskab eller det amerikanske. Hmmm....
Nu var jeg - mildt sagt - ved at være træt af at løbe panden mod en mur og kørte derfor ud og spiste frokost.
Resten af dagen gik med at vente, vente og vente.
Det endte med at jeg fik snakket med Marlin om, at vi finder på nogle tal i morgen og at jeg kan finansiere bilen meget attraktivt gennem firmaet. Renten er jo praktisk talt 0 % herovre - der tilbydes 0 % finansiering - så jeg er spændt på at se hvad han regner sig frem til i morgen.
Bilen bliver den blå 2004 Dodge Ram 1500 (Jan du skal springe dette afsnit over, da der kommer nogle bildata nu) 4,7 V8 Laramie 4x4. Virkelig lækkert udstyr med blandt andet lædersæder, stort lydanlæg, automatgear, 20" chromfælge og en masse andet. Firmaet laver den mekanisk i orden og så lader vi buler og ridser være, da jeg ellers ikke kunne få den inden for mit budget. Den har ikke kørt særligt meget og der er stadig garanti på motor og gearkasse, så alle siger det er et godt køb. Rart når det nu er en RIGTIG amerikanerbil, som jeg gerne ville have det😀.

Tanker om fremtiden for branchen

Man kan jo roligt sige at jeg er kommet herover i en turbulent tid. Selve den amerikanske bilånd er truet på livet, ved risikoen for at én eller flere af "The Big Three" - Ford, GM eller Chrysler - går konkurs. Såfremt det skulle ske vil det betyde en katastrofe for rigtige mange almindelige amerikanere - ikke fordi de kommer til at mangle noget at køre i, men fordi der står utroligt mange arbejdspladser på spil. I går hørte jeg et tal på 1 %. 1 % af hele den amerikanske befolkning er direkte beskæftiget i bilbranchen. Det svarer til over 3 millioner mennesker!!! Det sætter tingene lidt i perspektiv og man forstår godt hvorfor der gøres meget for at finde en løsning på problemet.
Hvis jeg skal komme med min egen forudsigelse om hvad der kommer til at ske, vil mit bedste bud være at der ikke sker noget før sommerferien.
Jeg tror heller ikke at alle tre koncerner vil gå konkurs og lukke helt ned. Men jeg har en fornemmelse af at selv den amerikanske forbruger har mistet tilliden til produkterne. Salget af biler er generelt på vej ned med stor hastighed. Men specielt Toyota og de tre amerikanske koncerner er hårdt ramt. Alt det kan man læse om mange steder, det er facts, men når forbrugeren ligefrem lader være med at købe, fordi firmaet måske ikke er der i morgen, så mener jeg at man er kommet ind i en ond og selvudslettende spiral.
Nu er Fiat så gået ind og har vist interesse for Chrysler. Man har så vidt jeg forstår, stillet nogle krav til et samarbejde og vil så forsøge, at bruge Chryslers overskydende produktionskapacitet til at producere Fiat-modeller til markeder uden for Europa og bruge Fiat 500'eren til at rykke ind på det amerikanske marked igen.
Chrysler skiller sig dog lidt udfra de to andre, ved at være eget af en kapitalfond - Serbarus - men ligger man dette internationale samarbejde sammen med den fjerne "torden" der buldre i Kina, så tror jeg man kan tegne et billede af en ikke så fjern fremtid.

Jeg skrev i mine forberedelser om hvor jeg ville råde andre kommende biløkonomer til at tage i praktik. Her nævnte jeg at Kina nok havde været et bedre sted end USA. Det er på et vidst plan blevet bevist nu. For første gang nogensinde er USA i januar 2009 ikke det største bilmarked i verden! I januar 2009 blev der for første gang siden bilen blev opfundet, solgt flere biler i Kina end i USA!
Det kinesiske marked er kendetegnet ved et kæmpe antal af lokale mærker som samarbejder med udenlandske producenter om, at producere modeller til det kinesiske marked. Mange af disse "kina-mærker" vil uddø som useriøse og fejlslagne forsøg på at opnå international succes. Men få af de kinesiske producenter (og her inkluderer jeg også TATA fra Indien), ser ud til at have det finansielle grundlag og dele af det teknologiske niveau på plads, til at kunne give sig selv muligheden for at rykke uden for Kinas grænser og ind på de europæiske og nordamerikanske markeder.
Dog mangler der stadig to meget væsentlige ting: Brand Value og et fuldt konkurrencedygtigt niveau af sikkerhed og miljøvenlighed!
Disse to ting ligger flere af de tre amerikanske koncerner inde med. Buick er for eksempel et brand som kineserne elsker og som både er kendt i USA og Europa.
Chevrolet ligger inde med langt fremskredne planer om lanceringen af plug-in hybridbilen "Volt", som hvis rygterne taler sandt, vil blive en banebrydende model i kampen om at sænke Co2 udslippet.
Udover det ligger der uanede mængder af viden og markedsføringsmæssig værdi i "The Big Three", som jeg forestiller mig, at en velfunderet, vilje- og kapitalstærk "Kina-koncern" vil elske at få fingrene i.
Jeg våger derfor pelsen og forestiller mig at vi inden for de næste 6-36 måneder vil se en kinesisk producent overtage et eller flere amerikanske mærker, for derigennem at opnå et bedre fundament til en international succes.
Jeg tror amerikanerne skal kigge øst på og overvinde frygten for et samarbejde med kineserne, før de risikerer at blive udkonkureret af dem - det første vil sikre amerikanske arbejdspladser, det sidste vil fjerne dem.
Alt i alt tror jeg at skiftet i januar 2009, historisk set vil blive set som milepælen for den dag USA ikke længere var bilernes land. Jeg tror det er Kina vi skal føre den titel videre til... Tankevækkende... Så skriv gerne din kommentar i det nyoprettede debatforum - måske vi kan få gang i en spændende diskusion om fremtiden.

Jeg sluttede min dag med en tur i badelandet på hotellet. En tur i boblebad uden for i -15 grader var vildt lækkert!

I morgen er jeg spændt på om jeg får en bil at køre i eller om jeg må forlænge med udlejningsselskabet.

Lejlighed og et sted at stå på ski

Så mangler jeg bare en bil...

Dagen startede med at jeg sov for længe. Klokradioen var sat forkert op, så den ringede her til aften i stedet for i morges. Og nu ingen kommentarer på om jeg ikke kender AM og PM - Uret kørte omvendt!
Jeg skulle være i Worcester på universitetets boligkontor klokken 11 og der var cirka en halvtimes kørsel derned. Selve universitetsområdet ligger ret tæt på motorvejen op til Fitchburg og det viste sig, at det var meget nemt at komme til det hus jeg skulle se på.
Jeg fandt kontoret og administratoren Amy Beth. Sammen gik vi hen til huset for at se på lejligheden. Det er ikke en lejlighed, men halvdelen af et hus. Der bor i forvejen en kinesisk Ph.d studerende, men han var ikke hjemme, så har endnu tilgode at møde ham. Huset er meget slidt og meget beskidt, men det er billigt og ligger godt. Så jeg sagde ja til det. Jeg har dog en plan om at tilbyde dem at male og sætte i stand, mod at jeg ikke skal betale husleje. Hvis de stiller materialer til rådighed, så tror jeg det er en god deal for begge parter.
Efter at have udfyldt nogle papirer kørte jeg tilbage til Fitchburg. Det tog 35 minutter at komme til firmaet, så det er overkommeligt.
Klokken nærmede sig halv to og jeg havde ikke fået frokost. Om morgenen havde jeg kigget på Google Earth for at finde vej, men faldt også over et bjerg lige i nærheden af mit hotel. Bjerget var klistret til med billeder og da jeg klikkede på dem så jeg at det var det lokale skiområde! Det ville jeg så undersøge nærmere og spise frokost dér.
Området så faktisk ganske udemærket ud og priserne var overkommelige, så min plan er at køre der op i weekenden efter jeg er flyttet. Jeg skal i hvert fald nå det inden sneen smelter! Den er der forresten kommet mere af i dag - cirka fem - ti centimeter.
Efter at have set nærmere på skiområdet, kørte jeg tilbage på hotellet for at tage en tur i badelandet. Men det var så selvfølgelig lukket tirsdag! På min fridag?! Dumt...
I stedet fik jeg udfyldt nogle papirer til Scandinavian-American Foundation og tænkt mere over hvad jeg havde oplevet i går.

Jim Kane havde vist stor interesse da jeg fortalte om servicekontrakter. Det bruger de ikke hos Ron Bouchards - jeg ved ikke om de bruger det andre steder herovre - men han kunne godt lide tanken om det, udfra ideen om en større grad af kundeloyalitet.
Jeg lagde det sammen med deres olieskift, som de bruger mellem serviceeftersynene og med deres gratis flerpunktskontrol. Det har givet mig en ide om et olieabonnement, som jeg vil snakke med Jim om i morgen. Måske der ligger et lille projekt der og gemmer sig.

Men ellers har det været en lidt stille dag, så glæder mig til at komme på "arbejde" i morgen og giv den gas igen!